Poems

Udvalgte breve (2024)

Nogle ser himlen,
jeg ser de overnaturlige muser;
ved kanten af jordens atmosfære står de,
en hær af Eros,
varmblodede pile over deres skuldre,
i sølvdiademets farvetoner,
ikke engang nordlys kan måle sig med denne skønhed!

Alt handler om sex, undtagen sex.
Sex handler om at smage evigheden, sammen.
Begærets syv vinde fragter kroppe på bårer til mørkets dyb,
en overflod af natlig sort hud svøbt sammen i mysteriets fløjl.

Havde jeg vidst,
at han ville sænke mig,
lænke mig til Atlantis’ murbrokker på bunden af Det Ægæiske Hav,
så havde jeg udfordret ham med en gåde:
Hvordan lænker og drukner man sjæle?
For den eneste kemiske reaktion,
der reelt sker, er,
at man fremkalder synet af
elskovens delirium på havets skum.

Gamle kolossale søjler vælter,
rosentræerne fra minoisk tid blomstrer igen.
Hun er englenes engel,
der får guld til at fordampe ud fra kroppen. 

Far var stormen,
han brød lyset
mod glassets kant af absint,
væltede alle mine tanker opad
mod himlens allerhøjeste kroge,
gav mig synerne
af blæk og guder
i vuggegave. 

På restauranten.
I går, da dagen endelig slukkede, 
og de sidste toner af virkeligheden trak sig sammen,  
bordet mellem os
var en ø midt i Stillehavet, 
kun fugle kredsede over os. 
Med min hånd spiste vi min sødme sammen,
fra underlivet til retter af kød og brændt grønt.

Forevigelsen: at forevige;
Enhver mand, jeg forelsker mig i, 
bliver forvandlet til kunst. 
Helt ufrivilligt forvandler jeg mænd til kunstværker. 
Selv når vores seksuelle ekstase er på sit højeste, 
har jeg parallelt et andet højdepunkt: Kunst!

Jeg er erotisk.
Min kunst er erotisk.
Universet er erotisk.
Døden er erotisk.
De sorte huller er erotiske.
Evigheden er erotisk.
Big Bang var erotisk.
Du er erotisk.
Lev med det.

Ikaros. 
Om dagen har jeg ikke brug for min overjordiske dragt, 
men om natten bor jeg i edderfuglens aflagte fjer, 
i skjul under Eros’ purpurfarvede skygge.

Jeg fik aldrig muligheden 
for at forære dig verdensaltet. 
Vi gik aldrig ind i  
den filigran-ferskenfarvede barokke kirke  
med de blodudskårne udsmykninger af liv.

Ritual at the Temple of Hera, Paestum, Italy